Gæsteblogindlæg af Ditte Parby, der underviser i Blå himmel Yoga. Hun har igennem de sidste 20 år beskæftiget sig med undervisning og rådgivning i en bred vifte af områder inden for sundhed og bevægelse. Hendes undervisning er altid alsidig, smilende og uhøjtidelig, så alle føler sig velkomne, trygge og godt tilpas.  

“Næ nej ellers tak – dét har jeg slet ikke tålmodighed til” sagde manden, da jeg nævnte yoga som en mulig lindring på hans ømme løber-lyske. “Ser duuu, der skal mere fart over feltet når jeg træner” sagde han. “Det skal være hårdt, hurtigt og intenst, ellers mister jeg sgu tålmodigheden”.

Noget i den dur hører jeg ofte som yogalærer. Ideen om at yoga er for den åndelige, den rolige, den kreative, den følsomme, den milde. Men ikke noget for den rastløse, for spurteren, for fighteren, den energiske. Som en selvfølgelighed, en konstatering. Det er fint nok. Man kan jo blive prakket alt muligt på. Og det den ene finder lyst og glæde i, behøver jo ikke at gavne den anden.

Men alligevel får jeg i sådanne samtaler altid lidt lyst til at forsvare yogaen, at stå op for mit hjertebarn, men gode trofaste ven, yogaen der lige netop igen og igen lærer mig at tåle at være modig. Det kræver altså sin mand. Eller kvinde. At beherske tålmodighedens kunst. At overvinde rastløshed og utålmodighed med accept og overgivelse. Hvis du spørger mig, så er der rigeligt med udfordring heri. Og når du glimtvis når dertil i din yogapraksis, så der du altså vildt modig.

Det lunefulde er, at det ene jo ikke udelukker det andet. I den yogaverden, som jeg færdes i, møder jeg super mange stærke, initiativrige, energirige, ihærdige mennesker, der stadig udstråler fysisk og mental ro. Måske netop fordi, de er modige nok til at tåle nærværet, tilstedeværelsen, nu’et om du vil.

For mig at se rummer vi alle både en lille hidsig tonser og en rolig, følsom sylfide. Hos nogle personer har tonseren taget lidt for meget over, hos andre er det sylfide spirrevippen med alle dens tanker og følelser, der har indtaget scenen. Det spændende er, hvordan yogaen kan balancere kroppens og sindets mange kontraster og finurligheder.

Jeg forundres hele tiden over, hvordan jeg med yoga kan regulere min egen volumenknap. Skrue lidt ned for stemmen, der siger “av for filan, lad mig straks komme ud at den dér stilling, hvor hele min krop sitrer af anstrengelse” eller stemmen der siger “nååååh, nu må det vist også være godt med alle de stræk, lad mig komme videre med dagens program”. Og på samme tid skrue ekstra op for den spæde stemme fra mit indre, der siger “roooolig nu, bliv nu blot hvor du er. Den stilling, eller det stræk, gør dig godt, bare vent og se. Træk vejret igen og igen. Du skal ikke nå noget som helst. Du kan roligt blive her lidt endnu…”

Og når lydstyrken er helt perfekt, så føler jeg mig intet mindre end tilfreds og lykkelig – og stærk, fordi jeg lige dér formår at “tåle” mig selv og mit “mod”.