Her på Bloggen præsenterer vi hver måned en fast yogagænger i Blå himmel, som Månedens Yogi. I denne måned møder vi Annlise, som for år siden led af muskelgigt og knap kunne bevæge sig eller have en almindelig hverdag. 

Af Mei Bieber

Annlise Stubseid er mødt frisk op til interview klædt i pastelfarver med et smil på læben. Hun er 65 år gammel, men ser 10 år yngre ud, og har dyrket yoga hos Blå Himmel i halvandet års tid. Hun kommer afsted fire gange om ugen, hvis det kan lade sig gøre. Annlise arbejder som selvstændig med at assistere ældre mennekser med forskellige praktiske opgaver, og udfører derudover marketingsopgaver for firmaer. Privat bor hun sammen med sin mand, på Østerbro. Hun har indvilget i at fortælle lidt om sin yogarejse, for Annlise hører til de mange, der har fået beriget sit liv på grund af yoga.

Hvad er det bedste ved yoga?

“Savasana” (den afsluttende afspænding, red.) svarer Ann prompte og griner. “Det er velværet og afslapningen og den tillid til kroppen, som det giver. Og så hjælper yogaen mig med at holde mig i form. Jeg går op på 5. sal hver dag fem gange om dagen, men jeg tror ikke at jeg ville kunne gøre det, hvis jeg ikke havde fået den muskelstyrke, som yogaen giver.”

“Men yoga er også sjovt og udfordrende”, siger Annlise, “For eksempel er det meget angstprovokerende for mig at stå på hovedet, selvom jeg ved at jeg godt kan, hvis jeg får lidt hjælp. På den måde kan man også konkurrere med sig selv i yoga og overvinde sig selv.”

Hvorfor dyrker du yoga hos Blå Himmel?

“Fordi her er så hyggeligt” siger Annlise og smiler, “Hos Blå Himmel er der små hold og nærværende undervisning i modsætning til mange andre yogastudier. Og man får al den forkælelse man har brug for, hvilket er et privilegie”.

Hvorfor dyrker du yoga?

’’Jeg elsker at bevæge mig, og så har jeg jo en fremtid der siger at om 30 år er jeg 95, og jeg passer en del ældre der er på plejehjem, og jeg skal bare ikke have sådan et liv, som de har’’

Egentlig havde Ann ikke troet at yoga skulle være noget for hende: “Jeg var aktiv lige fra barnsben, hvor jeg gik til ballet og gymnastik, selvom det gav mig skader i ryggen. Senere dyrkede jeg aerobic, men det forværrede rygskaden, og så begyndte jeg i stedet for til afspændingsgymnastik. Folk blev ved med at råde mig til at dyrke yoga, men jeg syntes det lød kedeligt og langsomt. ”

Det var først efter at Ann var blevet ramt af muskelgigt at hun endelig overgav sig og prøvede yoga: “Jeg havde været syg i fire år, hvor jeg havde smerter og meget begrænset bevægelighed, hvis jeg satte mig ned, var det umuligt for mig at komme op igen uden hjælp. Så blev jeg efter en gennemgribende udrensning endelig rask, og det var i forbindelse med genoptræningen at yogaen kom ind i mit liv. Efter min første yogatime brækkede jeg mig i lårtykke stråler, for jeg tror slet ikke at min krop var klar til det. Det var så hårdt for mine håndled, og alt var hårdt, men så gav jeg det ét shot mere, og ét mere, og så begyndte min krop at komme i gang’’.

Hun har sidenhen dyrket både yin, hatha og hot yoga og yogaen gør at hun bedre kan acceptere det, der kommer. “Jeg er en spirrevip med krudt i røven, men yogaen har fået mig til at trække vejret og sige ‘det er okay hvis du ikke når det hele’”.

 

 

Skriv et svar