Aerial yoga

Aerial Yoga Uddannelse

13. - 14. og 27. - 28. april 2024

Jeg udbyder nu for 14. gang Aerial Yoga Uddannelse, for yogalærere, fitnessinstruktører, poledansere, dansere eller nysgerrige sjæle. Uddannelsen foregår over to weekender i det kæmpestore, højloftede Kula Yoga i Værløse.

 

CLICK HERE for the English version of this page.

Aerial Yoga er en ny yogaform der bliver mere og mere udbredt, også i Danmark. Det foregår delvis i en særlig slynge/hængekøje der hænger ca. 1 m. over gulvet. Stoffet man ligger i minder om det man bruger i cirkus, i disciplinen silks, men formet som en slags hængekøje, der gør at man ikke behøver at være cirkusartist for at dyrke Aerial yoga. Slyngen bruges både samlet, som et slags bælte, og bredt ud, som en hængekøje.

Slyngen opfordrer til at lave mere yoga med hovedet nedad hvilket er sundt og foryngende for både krop og sind. Den konstante udfordring af balancen gør at man arbejder meget dybtgående med kernemuskulaturen, hænderne og overkroppen, samtidig med at man stimulerer sin rumlige sans. Aerial yoga har legende og akrobatiske elementer, men man kan også lave meget blid Restorativ Aerial. Afspændingen til sidst er endnu en grund til at så mange elsker Aerial: slyngen omslutter kroppen som en slags puppe og giver en helt utrolig beroligende og støttet kramme-vugge-fornemmelse.

Aerial yoga er således mange ting (og kaldes også AntiGravity, AeroYoga, Unnatta, etc.) og bevæger sig i krydsfeltet mellem dans, akrobatik, træning og yoga. Vores tag på Aerial yoga her i Blå himmel Yoga er  at slyngen først og fremmest er et nyt og banebrydende redskab som vi bruger til at lave yoga med. Vi beholder fordybelsen og kropskontakten som vi har i "rigtig" yoga, men tilsætter et element af leg, akrobatik og sjov. Uddannelsen foregår både som teori og praksis for at give dig helt konkrete redskaber til at undervise sikkert i Aerial Yoga.

På uddannelsen får du:

- en grundig, praktisk indføring i Aerial yoga

  • Lær at udføre og undervise alle de mest brugte stillinger.
  • 100+ sider manual med grundige instruktioner og billeder (originalt materiale).
  • Samt flips, tricks og legende stillinger på brugerniveau.
  • Aerial conditioning: styrketræning med slyngen.
  • Blid yoga i slyngen, med slyngen tæt ved gulvet.
  • Partneryoga og massage i slyngen.

- teoretisk viden om Aerial yoga

  • Indføring i sekvensering og flow.
  • Aerial yoga pædagogik og etik.
  • Hands-on adjustments.
  • Sikkerhed i undervisningen. Gruppeundervisning, open-level fifs, begyndere, osv.
  • Teori om det vestibulære system, og hvorfor det er godt at hænge på hovedet.
  • Praktisk anatomi.
  • Sikkerhed og hvordan man binder og hænger en yogaslynge/ rigger et studie.

Forudsætninger

Kurset henvender sig bla. til yogalærere, Pilates-, pole-, fitness-intruktører, dansere, men er åben for alle interesserede. Da Aerial yoga ikke er særlig udbredt herhjemme kan det være svært at øve sig og tage timer i det, og det har vi fuld forståelse for. Hvis du ikke har mulighed for at tage timer i et studie, så anbefaler vi at du køber en slynge og træner hjemme ud fra videoer på fx Youtube. Vi forventer med andre ord ikke at du er en ørn til Aerial Yoga, men blot at du har prøvet det og fået en vis tilvænning til slyngen.

Underviser

SISSE SIEGUMFELDT har levet af at undervise i yoga siden 2005, og har flere Yogalæreruddannelser bag sig, samt Børneyogalæreruddannelse, to Aerial Yoga uddannelser, Mindfulnessuddannelse mm. Hun har også en skummel fortid som cirkusprinsesse. Hun har desuden udgivet bøgerne "Yoga et kvarter om dagen" (Gyldendal 2013) og  "Yoga for børn - og deres voksne" (Gyldendal 2016). Hun siger:

"Første gang jeg prøvede Aerial Yoga var det for at prøve det der nye gimmick med at man nu skulle lave yoga i en hængekøje. Jeg tænkte det nok ville blive sjovt, og havde på ingen måde forestillet mig at jeg ville ligge stortudende i slyngen i slutningen af timen. Aerial yoga er altså mere end bare sjovt, det er dybt og forløsende og trygt og ægte yoga. Jeg elsker det."

Sisse er registreret hos Yoga Alliance med: E-RYT 200 Yoga Alliance MarkRCYT Yoga Alliance MarkYACEP Yoga Alliance Mark

LÆS MERE OM SISSE SIEGUMFELDT

Udtalelser:

Tusinde tak for nogle fantastiske skønne, skøre og sjove dage sammen kære gruppe. Det var så godt og givende…og hårdt. Tak for at vikle os ind…og udvikle os – og for din altid smittende begejstring kære Sisse”

THANK YOU SISSE for a wonderful training !!! 
You are truly an inspiring soul-women-teacher-aerialist-mother + + + + !!! 
May you keep on thriving doing more of YOU LOVE.  See you in the hammock 😋😎 With Gratitude !

 

“I 4 dage trænede jeg ariel yoga hos Sisse Siegumfeldt i Blå Himmel Yoga. Det er fantastisk hvad sådan et stykke stof kan gøre. Legetøj til fordybelse i yoga stillinger, til muskel træning, til kraft præstationer, til total afslapning. Legen er lige begyndt og der er mange sjove, totalt anstrengende og fuldkommen afslappende timer at se frem til. Tak for denne rejse, du er super skøn og dygtig og holdt os godt til ilden 🙂”

 

“Tusind tak for den skønneste uddannelse, det har været hårdt, sjovt, og bare dejligt <3 Du underviser med stor viden, kyndighed og tålmodighed, og jeg er dybt misundelig over din legende lethed i slyngerne, haha. Der kommer jeg til! Jeg føler mig rigtig godt klædt på til at undervise sikkert i Aerial Yoga, og har et kæmpe bagkatalog at trække på, så jeg kan lave varierede programmer. Manualen er guld værd!! Tak.

Tilmelding

PRIS : 5500,-

 

Tilmelding foregår ved at betale første rate, eller det fulde beløb, på knapperne herunder.

Har du yderligere spørgsmål eller er du i tvivl om kurset er for dig, så skriv på sisse@sisseyoga.dk

Inkluderer

Fire dages undervisning på et lille hold

Manual (ca. 100 s. Originalt materiale)

10 % rabat på yogaslynge

Lukket Facebook-gruppe med kollegial sparring

Diplom (ved fuld deltagelse)

Information

18. - 19. nov. og 2. - 3.  dec. kl 10-17/

13., 14, 27., 28. april 2024 kl 10-17

hos KULA

Kirke Værløsevej 26A

2500 Værløse