Yogaretreat i Grækenland med Blid Hatha, Ansigtsyoga og Flow

2. - 9. juli 2023 - Med Sisse Siegumfeldt   BESTIL HER

 

En uges yoga, meditation og fordybelse på den smukke græske ø Lesbos. Giv slip på hverdagens krav, lad stressen blive hjemme, og giv dig selv en uge til at ånde nuet ind og mærke livsglæden boble. På yogaretreat kan du gå virkelig i dybden med yoga og meditation og opleve den frihed og forandring det kan medføre.

 

Siden 2010 har jeg årligt taget til Lesbos og Milelja Retreat Center. Så skønt, roligt, dybt og nærende et sted finder man sjældent på denne jord. Vi har hele stedet for os selv, der er ikke andre gæster, kun fred og ro, skønhed og charme.

Vi starter dagen med guidet Meditation efterfulgt af Funktionelt Flow hvor vi går op i at styrke typisk svage områder, virkelig lære leddene godt at kende, udfordre kroppen på nye måder, og have det sjovt samtidig. Bevægelserne er noget af tiden kædet sammen i et flow, og niveauet tilpasses den enkelte deltager - begyndere som øvede er velkomne.

Tidligt på aftenen laver vi Hatha-yoga med fokus på tilstedeværelse, åndedræt, at komme helt ned i tempo og mærke hver eneste fiber i kroppen slappe af. Her er der flere lange stræk, liggende og siddende stillinger, ro og genopladning. Vi slutter af med afstressende og foryngende Ansigtsyoga og Afspænding. Hver dag har et tema, og vi arbejder med tankerne bag yoga i forhold til en almindelig hverdag og som et led i en personlig udviklingsproces.

Midt på dagen er der mulighed for at gå på stranden, vandre i naturen, stirre ud over det Ægæiske hav, eller nyde nuet i poolen hjemme på yogahotellet Milelja. En eftermiddag er fri, så man kan tage på en længere tur, hvis man har lyst, istedet laver vi meditativ yoga i stearinlysenes skær sent om aftenen.

 

Milelja

Det er tolvte år i træk at jeg afholder retreat på Milelja - der er bare perfekt. Milelja Retreat Center er et lækkert og hyggeligt hotel der specialiserer sig i yoga-kurser. Der er store, luftige enkelt- og dobbeltværelser, klorfri pool med vand fra stedets egen mineralske kilde, varm jacuzzi, wellness-spa, god massage, en overdådig morgenmadsbuffet og fantastiske omgivelser. Den smukke Yoga-sal er rund og med udsigt over bjergene og den lille middelalderby Molyvos, se www.milelja.com. Stedet hylder den enkle græske stil, men med alle moderne bekvemmeligheder, såsom air condition, wifi osv.

Stranden nær Milelja er et af mine yndlingssteder på denne jord: der er helt fredeligt, ikke andet end vand, himmel, horisont og lyden af bølgerne. Den er dog stenet, men der er fine sandstrande lige i nærheden. Molyvos, som ligger 15 min. gang væk, er en hyggelig havneby på Lesbos' nordøstlige spids, med udsigt til Tyrkiet. Alle husene er bygget i natursten og byen slanger sig op af bjerget, med små stejle gader på kryds og tværs. Byen er fredet, hvilket vil sige at det ikke lovligt at bygge i moderne materialer, så der er ingen store hoteller eller discoteker. Molyvos har i gennem mange år været et yndet rejsemål for yogaentusiaster på grund af den smukke natur, de hyggelige små cafeer og tavernaer og den varme stemning.

I løbet af de sidste år er øen blevet mere forbundet med flygtninge end med yoga - men ruterne har ændret sig og der kommer ikke flygtninge ind ved Molyvos længere, og flygtningelejren på sydøen er over 100 km væk. Desværre er turisterne også udeblevet i stor stil siden sommeren 2015, så vi støtter lokalsamfundet og de fantastiske mennesker på øen ved at blive ved med at komme. Lokalbeboerne er et særligt folkefærd - de er blevet nomineret til Nobels fredspris for deres måde at tage imod flygtningene på dengang i 2015.

 

Underviser Sisse Siegumfeldt

Jeg har afholdt over 25 retreats siden 2009 - jeg elsker det simpelthen! At se mennesker "tø op", slappe af, og komme til sig selv, tilbage til deres naturlige væren er ret fantastisk. Mine retreats er afslappede, hyggelige, sjove, vi lader livsglæden blomstre.  Man kan deltage der hvor man er, både hvad angår kropsligt niveau, eller hvor "dybt" man har i sinde at gå. Om det er egenomsorg, wellness eller mere dybtgående arbejde - det er op til dig, og det er alt sammen lige godt. At passe på sig selv er et meget vigtigt arbejde.

LÆS MERE OM SISSE SIEGUMFELDT

Yogaretreat i Grækenland

Information

Ankomst: 2. juli 2023
Afgang: 9. juli 2023
Underviser: Sisse Siegumfeldt
Pladser: 8 tilbage ud af ca 18
Undervisningssprog: Dansk

 

TILMELDING
For mere info: info@blaahimmelyoga.dk eller ring 26230917
Tilmelding sker ved indbetaling af 1. rate kr. 2000,- Tryk på knappen herunder

eller indbetal på reg. 8125 konto. 1250051898

eller Mobile Pay 26230917

Første rate tilbagebetales ikke ved afmelding fra deltagers side. Restbetaling sker 1. juni (og der trækkes de 2000 fra totalprisen til højre). Man kan stadig tilmelde sig efter denne dato, hvis der er pladser. Prisen kan ændre sig.

 

COVID-19
Stedet er kæmpestort, der kan være 35 personer i yogasalen (vi er max. 20) og fælles faciliteter er primært udendørs, morgenmaden indtages under en pergola af vinranker fx.

 

MILELJA RETREAT CENTER
Værelset er inkl. stor, lækker morgenbuffet hver dag og to fælles aftensmad på Milelja i løbet af ugen. Tillige brug af alle faciliteter: pool, spabad osv.

Vi er de eneste på Milelja, og der er et begrænset antal værelser i hver kategori, så skynd dig at booke værelse.

Man kan som enkeltperson ønske delt værelse, men kommer der ikke andre deltagere der vil dele, betaler man for enkeltværelse. DER ER PT. EN DER ØNSKER AT DELE ET A-værelse.

Man kan ikke bo andre steder i byen og deltage på retreat på Milelja.

 

FlLYREJSE
Vi flyver direkte med Apollo rejser, der har en ugentlig direkte flyvning, det tager kun 3,5 time, plus ca. 5 kvarters taxa.

DU KØBER SELV BILLETTEN HOS APOLLO

Start og slut dag er rejsedage, uden program, og ønsker du ikke at flyve direkte med Apollo, så kan du vælge en anden rute, og skifte fly fx. i Athen. Husk at købe rejseforsikring.

Sisse arrangerer bus til Milelja fra lufthavnen, til ca. 25 Euro hver vej, turen tager ca. 1 time.

Yogaretreat i Grækenland

Priser

Undervisning og logi på Milelja Retreat Center, inkl.:

 

  • 25 timers yoga og meditation med Sisse Siegumfeldt
  • Brunch hver dag
  • 2 x Aftensmad i løbet af ugen.
  • Brug af faciliteter: pool, spabad, gratis the og kaffe, billig selv-service vin og sodavand, skønhedssalon på stedet

(Flyrejse er ikke incl. men købes selv hos APOLLO, pt. ca. 3600, men prisen varierer meget)

 

KATEGORI A (1 tilbage)

Dejligt værelse med lille terrasse, eget bad, ingen udsigt
Dobbelt, pr. person:          5.800,-  
Enkelt:                                  6.900,-  

 

KATEGORI B (Udsolgt)

Stort værelse med delt bad med indirekte adgang til terrasse.
Dobbelt, pr. person:          5400,- 
Enkelt:                                  6400,-  

 

KATEGORI C (2 tilbage)

Stort dejligt værelse i seperat hus, delt bad med et andet værelse. Terrasse og udsigt.
Dobbelt, pr. person:          6400,- 
Enkelt:                                  7600,-  

 

KATEGORI D (Udsolgt)

Suite med terrasse, bad og køleskab, med fantastisk havudsigt.
Dobbelt, pr. person:         6800,- 
Enkelt, pr. person:            7900,- 

 

KATEGORI E (Udsolgt)

Meget luksuriøs lejlighed på 36m2 med terrasse på toppen af Milelja. Helt nybygget, med designmøbler og fantastisk udsigt over hele området og havet.
Dobbelt, pr. person:         7900,- 
Enkelt, pr. person:             9900,- 

 

Blå himmel YOGA er medlem af Rejsegarantifonden (nr. 2549) hvilket beskytter dig i tilfælde af konkurs og lignende.

Yogaretreat i Grækenland

Deltagerne siger:

“Jeg vil varmt anbefale et yogaretreat på Lesbos med Sisse Siegumfeldt. Selve stedet, Milelja ligger smukt og naturskønt og stadig tæt på den gamle smukke by Molivos. Yogaen har igennem ugen været meget afvekslende med rolige afslappende øvelser og også mere udfordrende stillinger. Der er blevet taget hensyn til deltagernes forskellige niveau. Jeg synes at det har været givende at Sisse har elementer af det legende amtidig med at hun inkluderer meditation og åndedrætsøvelser i praksis på en afslappet og naturlig måde. Sisse har været en tryg, dygtig og hjertevarm yogalærerinde. Efter opholdet kan jeg mærke mere ro, balance og indre (og ydre:-)) glæde.”

 

"Turen til Lesbos var en gave ikke kun for mig selv, men for mine nærmeste - Jeg kom hjem fuld af overskud! Du er en fantastisk underviser, som har plads, overskud og rummelighed til at se og mærke alle på tværs af vores forskellige niveauer og personlighed."

 

"Sisse må være verdens bedste yogalærer! Udover at være dygtig, er hun klog og som balsam for sjælen at være i nærheden af. Yogaferie i smukke Milelja på Lesbos med Sisse er det bedste man kan gøre for sig selv! God variation i yoga-undervisningen - fra det blide, mere meditative, til det mere fysisk krævende."

"Milelja er et lille forunderligt og smukt paradis med plads til den fineste yogaboble. Når man lander mærker man roen brede sig. I en uge kan man fordybe sig, inspireres og forsvinde langt ind i Sisses fint varierede og stærkt sammensatte yoga program. Sisse udfordrer alle og har samtidig et skarpt øje for den enkeltes niveau og behov. Jeg lærte meget om yoga og fik samtidig den første fine introduktion til meditation. Det hele vil jeg tage videre med mig på min vej og det er ikke er sidste gang jeg vil med."

"Hjemme i Norge igjen og lever på minnene etter fantastiske Yoga dager på Lesbos, Milelja med Sisse. Sisses Yoga er utrolig. Yoga timen er systematisk og individuelt bygget opp. Hun utfordrer deg, du gjør øvelser/stillinger du trodde du ikke kunne gjøre, og du føler deg helt topp etterpå. Gruppen er inkluderende og det passer helt fint å reise med en venn eller alene. Milelja ligger vakkert  og rolig til, har store deilige rom og gode senger."