Funktionel yoga og smidighed

Hvad er smidighed overhovedet?

Den typiske opfattelse er at man strækker, ens muskler bliver længere, og derved bliver man smidigere. Men bliver vores muskler, bindevæv, eller ledbånd overhovedet længere når vi strækker?

Svaret er faktisk nej. Bevægelse i kroppen sker ved at en muskel trækker sig sammen, f. eks. overarmen, og trækker i en anden del, f. eks. underarmen, vha. ledbånd, og så bevæges leddet. Når vi strækker, sker det modsatte, vævet bliver kortvarigt længere, men vender tilbage til udgangspositionen ret hurtigt efter. Musklerne bliver ikke permanent set længere.

 

Men, hvad er det så der sker i kroppen når man bliver smidigere?

Det der ændrer sig er nervesystemet. Nervesystemet tilpasser sig at kroppen kan være i andre positioner end den har været i før. Og det sker på flere måder, men altså ikke ved at musklen/bindevævet/leddene bliver længere. For eksempel kan man finde på at behandle en frossen skulder ved at lægge patienten i narkose og så bevæge leddet rundt (det kan det nemlig godt, når nervesystemet er sat ud af spillet), og så vil noget af den bevægelighed være der efter narkosen.

Betyder det at vi så bare skal tage os sammen og så kan vi alt muligt? Nej, for nervesystemet er ikke bare indbildning, eller noget vi lige kan bestemme over, det er bogstavelig talt det der styrer alt hvad vi gør med kroppen.

 

Hvordan bliver man så smidigere?

Vores nervesystem er skabt til at hjælpe os med at overleve, ikke til at tage chancer. Det beskytter os så godt, og det er en af grundene til at det er så udfordrende at skabe forandring. Vores nervesystem vil helst det vante.

Derudover skal nervesystemet mere specifikt føle at det er sikkert at lade kroppen bevæge sig ud i en yderposition, før det vil tillade det. Nervesystemet skal altså  tilvænnes den nye stilling, og vil typisk først vurdere at det er sikkert når der er en vis styrke. Så på den måde bliver styrke en forudsætning for smidighed, ikke en modsætning.

Vi styrker af flere grunde:

  • fordi en usmidig muskel ofte også mangler styrke
  • for at nervesystemet skal føle at det er sikkert at bevæge sig til yderpositionerne
  • fordi vi gerne vil kunne bruge vores krop i yderpositionerne. Det er jo derfor vi vil være smidigere, for at lave nogle flere ting ikke? Altså mao. lukke afstanden mellem den aktive bevægelsesrum (hvor langt du selv kan føre din krop) og det passive bevægelsesrum (hvor langt du kan presses ud i en stilling).
  • Mange af de aktive funktionelle øvelser er både styrke og stræk på samme tid.

 

Men hvad med folk der er blevet meget smidige af at strække uden styrke?

Hvis man maser hårdt igennem i meget lange stræk, eller bruger virkelig lang tid i dem, kan man faktisk override sit nervesystem, men det der sker, er at man bliver mindre sensitiv og har mindre kontrol med kroppen, man bliver smidig men uden at kunne bruge det til så meget.

Den strategi jeg arbejder med er at gøre vævet mere bevidst og stærkere, så nervesystemet føler samling og kontrol og derfor ’tør’ give slip. Når kernen, helt bogstaveligt, det der tættest på centerlinjen er stærk, så bliver lemmerne mere mobile.

 

Er det så bare sådan noget kedelig styrketræning du laver?

Tænker du måske –  nej, vi er alle sammen forskellige, og vi har dybt komplicerede og vidt forskellige grunde til at vores kroppe ikke har den mobilitet vi ønsker. Så det jeg arbejder med i min funktionelle yoga er ofte at give de klassisk usmidige dele af kroppen alle mulige forskellige input. Styrke og flere forskellige former for stræk og bevidst bevægelse. Vi giver vævet specifikt og gennemtænkt input og så tilpasser nervesystemet sig.

At bevæge sig ind i nye områder af kroppen og gå på opdagelse er spændende. Det kræver stor koncentration og fordybelse og er en gave til yogaen, som jeg ser det. Det kan også være frustrerende, så der skal altid være en balance mellem det nye og det velkendte, det udfordrende og det afstressende. Det er der på mine hold og workshops <3

Læs også Funktionel Yoga og frihed

Og se under Hold og Workshops hvis du vil gå til yoga hos mig.

 

Skriv et svar