Udgivet i Skriv en kommentar

Prinsesse i et cirkuseventyr

I 2003 var jeg cirkusprinsesse i Cirkuuz Baldoni i en lang sommersæson. Jer der kommer på mine faste yogahold ved det nok, for det er noget jeg jævnligt nævner ifm. campingvognsyoga, isyoga og simple living 🙂 Det var en oplevelse for livet og jeg skrev efterfølgende en artikel til Magasinet IN om det:

 

Prinsesse i et cirkuseventyr

Af Sisse Siegumfeldt

Mange små piger drømmer om at blive prinsesse i en rigtig cirkus. Sisse Siegumfeldt levede drømmen ud og tog et job i en omrejsende cirkus hvor mænd er mænd og kvinderne kan deres flæsk og kål til fingerspidserne. Men hvad sker der når lyset slukkes og pailletterne udskiftes med campinghabitten?

Tre dage efter min ankomst til Cirkuuz Baldoni på Bornholm sad jeg i min lille, brune og lettere fedtede campingvogn og hev mig selv i håret. Havde jeg virkelig sagt ja til et halvt års turne i selskab med en flok utilnærmelige russiske artister og en håndfuld indladende polske teltarbejdere? Det havde jeg faktisk, og det på trods af at jeg aldrig havde arbejdet i cirkus og ikke set en cirkusforestilling de sidste 20 år. Her sad jeg så, eneste alenepige (kæresten var jo hjemme i København), og eneste dansker udover direktøren, i Cirkusland– et lille russisk/polsk/lettisk/dansk Kaudervælde hvor mænd er mænd og kvinder kan deres kål og flæsk på fingerspidserne.

April. Snestorm. Danser rundt til prøverne med kæmpe sweatre og stilethæle på. Jeg spiller direktøren Renés fjollede og opmærksomhedssøgende medvært, vi laver overgange mellem artisternes numre med gags og sange. Derudover synger jeg en parodi på ”Singin’ in the Rain”, er cirkusprinsesse i et brag af en pakistansk brudekjole, mavedansende assistent til en fakir og dum dulle i et bugtalernummer med en talende søløve. Programmet er sammensat af luftnumre, komiske akrobatnumre, pudsige og poetiske klovnenumre, et tallerkenjønglørnummer og så mine og Renes numre. Det er et lille cirkus med ca. 400 pladser og udover de traditionelle cirkuselementer er der også plads til nogen ret skæve og selvironiske indslag. Artisterne er imponerende dygtige og jeg skiftevis glæder mig og panikængstes efter at komme i gang.

Artisterne har arbejdet på deres numre hele vinteren og er klar med musik, kostumer og en erfaren cirkusmine. René og jeg har derimod ikke øvet og skal udvikle og indøve vores del i løbet af ganske få dage. Det er en løs, improviseret form og vores sekvenser vil udvikle sig og blive finpudsede mens vi spiller, men efter de første prøver er jeg godt nok ikke særlig høj i hatten. Publikum spiller en enorm vigtig rolle i sådan en forestilling, så det er svært at øve det uforudsete: børn der svarer igen og kommer med højlydte kommentarer, folk der griner, buher eller klapper.  Men premieren går forbløffende godt, publikum er begejstrede, anmelderen fra Bornholms Tidende er glad, jeg er meget lettet og turen rundt i 150 små byer i hele landet kan begynde.

En gammel rotte på 8 år

Den første tid prøver jeg at komme ind i de russiske kvinders kreds: Maya, det uofficielle overhoved af Barbie Family og mor til Ernita på 8, Tatiana, håndstandsartist og mor til Vitalik på 3, og Katya, vertikalrebsartist og og kæreste med klovnen Gena. Katya er den eneste ægte russer og kommer fra Moskva, de andre tilhører det store russiske mindretal i Letland. Kvinderne kender hinanden i forvejen, taler ikke så godt engelsk og virker meget uinteresserede i at lære mig at kende. Jeg fortæller mig selv at cirkuslivet er hverdag for dem og at de nok forsøger at opretholde så meget privatliv og normalitet som muligt i de små familier. Men er de virkelig så sure som de ser ud, tænker jeg. Er almindelig omgangsform så meget anderledes hvor de kommer fra, eller er det mig der er noget galt med? Der er ikke meget sorgløst, farverigt cirkusbohemeliv over dem, snarere en meget pæn, småborgerlig, jeg-køber-alt-mit-tøj-i-Føtex stil. Jeg prøver at passe ind, men er nok lige så mærkelig i deres øjne som de er i mine.

Min første veninde i cirkus bliver derfor Ernita. Som 8 årig er hun allerede en gammel rotte i faget og har optrådt som akrobat i tre år. Hun er stjernen i slaskedukkenummeret hvor hendes forældre smider rundt med hende, forklædt som dukke, hun er med i et stort sjippetovsnummer og desuden er hun miniprinsessen sammen med mig i prinsessenummeret. Vi laver store sæbebobler og hun synger lidt med på et fonetisk tillært, og meget gebrokkent dansk. Ernita er utrolig åben og sjov og lærer på mirakuløs vis at tale engelsk på en uge. Hun prøver ihærdigt at lære mig forskellige spring, men giver op da hun indser at jeg ikke ejer den benhårde disciplin og professionalisme som hun selv er vokset op med (at min 33-årige krop bare ikke magter det, ser hun ikke som et problem). Vi går derfor over til mindre krævende beskæftigelser som at jagte ænder eller lege teselskab.

Ernitas forældre har været professionelle artister siden de var teenagere, de er nu i midten af trediverne og er ved at bevæge sig væk fra de meget fysisk krævende numre og over i det mere klovnede med slaskedukkenummeret og tallerkennummeret. Generelt er artisterne meget disciplinerede og utrolig all-round i deres fag. De har gået på cirkusskole fra de var små børn og kan alle jonglere, springe, stå på skuldrene af hinanden osv. Nogle har specialiseret sig, som Tatiana, der har lavet det sexede og elegante håndstandsnummer i flere cirkusser, men de fleste laver nye numre løbende. De arbejder videre på trods af forstuvede knæ, fald fra luftgynger, betændte visdomstænder, og generelle smerter fra mange års slid, og de brokker sig (næsten) aldrig. Ernita bliver trænet af sine forældre der også tager sig af hendes boglige undervisning i Danmark, hvor de har boet og arbejdet 5-6 måneder hver sommer hele Ernitas liv.

Hverdag i cirkus

Dagene går efter et fast mønster: Op 5:30 og pakke campingvognen sammen, rulle benene op og ledningen ind. Kl 6:00 køre frem til næste by. Dette kan nemt udvikle sig til lidt af et, ja, cirkus, når 6 lastbiler og endnu flere varevogne og personbiler, der alle trækker store vogne, skal ud og ind af mere eller mindre mudrede marker eller pladser. Den ro hvormed alle problemer bliver mødt er inspirerende. Jeg kommer fra teaterverdenen hvor folk godt kan blive meget fortørnede og tage det forfærdeligt personligt hvis der opstår praktiske problemer. I cirkus bliver problemerne løst uden så meget pjat – kan vi ikke komme ind over en høj kantsten, ja, så må kantstenen lægges ned med kæmpestore lægtehammere. Det tager tid, men alle venter roligt/søvnigt i deres biler. Så ind på pladsen og tilbage i seng mens teltarbejderne sætter teltet op. I løbet af dagen passer jeg billettlf., de andre kvinder laver mad til teltarbejderne, og de mandlige artister har forskellige jobs med teltet og vedligeholdelse. Kl. 19:00 Dagens højdepunkt: den to timer lange forestilling, en stor energiudladning og en vidt forskellig oplevelse fra dag til dag. Bagefter lidt mad, lidt tv og så sove, imens teltet bliver taget ned.

Livet er herligt

Efterhånden får jeg mere kontakt til kvindegruppen. Et godt naboskab udvikler sig, hvor man gør tjenester for hinanden og hjælper hinanden i hverdagen. Jeg bliver endda inviteret med til den daglige kaffe, småkager og tøsesnak på russisk. Jeg lærer forskellige fraser og udbrud på russisk, og det gør stor lykke hvis jeg udbryder Ai – Katastrof ! eller Barada! (lang næse) hvis noget går galt. Jeg finder mig efterhånden til rette i det lilleputsamfund cirkusset er.

Jeg morer mig i det skjulte over de kvindelige artisters kæmpe transformation når de går på scenen. Hele dagen går de rundt i campingsæt og plasticslippers (med tennisssokker i , selvfølgelig), uden make-up og med et mildt sagt træt blik i øjnene, men når de træder ind på scenen er de smukke, glamourøse og fulde af udstråling. Den største forvandling sker med Katya. Hendes vertikalrebsnummer er en æstetisk og sanselig oplevelse, ene kvinde hængende i et kæmpe reb som hun roterer fra med svimlende hast og slynger sig omkring med stor smidighed. Hun er virkelig af internationalt format og en stor skønhed, en selvsikker og elegant verdensdame trods sin lillepigekrop. Om dagen er hun ikke til at genkende, kryber tavst langs panelet og ligner mest af alt en sur teenager med dårlig holdning og hængerøv i campinghabitten.

Livet i en campingvogn viser sig at være herligt. Jeg er ellers en inkarneret storbybo der aldrig har spekuleret synderligt over naturen eller haft den mindste lyst til at flytte på landet, men campinglivet der leves mere ude end inde, hvor jeg skal gå 30 m. for at komme på toilettet, 20 m. for at hente vand og skal dele bad med 17 andre, har vist sig at være lige mig. Mørkerædsel, kuldskærhed og den manglende evne til at købe ind og lave mad er pist væk. Jeg har alt hvad jeg skal bruge lige inden for rækkevidde, undtagen min kæreste (ingefær, chili og limefrugt kan også være meget svære at opdrive i Mellemballe, Fodby eller Hønserup). I forhold til de andre har jeg nu også masser af plads, og jeg forstår godt Tatiana der nogen gange må smide mand, barn og to hunde ud af sin campingvogn. Dagene går, solen skinner, jeg tager den med ro og ser mig selv blive mere og mere som artisterne. Jeg klistrer glimmer på skoene, læberne, skuldrene, navlen, syr kortere og mere glimtende kjoler og køber (endnu) større hår. Jeg har opdaget at det er umuligt at tage på i cirkus, så jeg nyder den første sommer i mit voksne liv hvor jeg kan spise flødeis hver dag.

Eventyret er forbi

Hen imod slutningen af sæsonen spreder rastløsheden sig: nogle har fået arbejde til næste år, andre ikke, folk er trætte og savner venner og familie i hjemlandet. Flere af de polske teltarbejdere er gift og har børn derhjemme, men tager med cirkus, da de kan tjene 4 gange så meget i Danmark som derhjemme. Artisterne er, ligesom jeg, ansat free-lance og de søger arbejde ved at sende videoer af deres numre ud til andre cirkusser. Det er svært at finde arbejde om vinteren, så de lever af deres sæsonhyre hele året, da der ikke er noget der hedder arbejdsløshedsunderstøttelse i Letland. Det kan lade sig gøre, da leveomkostningerne er lavere i Letland og udgifterne små mens de rejser med cirkus. De lever billigt og er prisbevidste, men de holder en udemærket levestandard og køber de ting der hører til i en moderne familie: mobiltelefoner, computer osv.

Sæsonen slutter med et brag af en fest i teltet. I dagens anledning er campinghabitter og slippers lagt på hylden til fordel for stramme cowboybukser og festhumør. Der synges karaoke og danses limbo i manegen, og da limbostaven når så langt ned at selv de kvindelige artister ikke kan komme under den, slår de saltomortaler eller flik-flak henover. Børn, hunde og voksne vælter rundt og morer sig højlydt, indtil festen, ligesom de andre cirkusfester, slutter ved 24-tiden. Jeg må se i øjnene at jeg nu er en forhenværende cirkusprinsesse. Det er en vemodig sidste nat på prærien, under stjernerne, i det frie liv, før jeg skynder mig alt hvad jeg kan hjem til kæresten, storbyen og anonymiteten. De holdt aldrig op med at være lidt mærkelige, de russere, men det endte nu med at være rigtig sjovt at bo og arbejde med dem og få lov også at være lidt mærkelig selv. Jeg vil ikke påstå at jeg i løbet af 156 forestillinger aldrig har stået og bandet bag scenen, mens mine stiletter sank dybere og dybere ned i det iskolde mudder, men alt i alt har mit cirkuseventyr været præcis hvad jeg havde forestillet mig – en oplevelse for livet.